Ridder Bruno by Emil Aarestrup

Deal Score0

Lorinde iler ved Ridderens Arm
Saa bleg og bange,
Hun ængstlig klynged sig op til hans Barm
Paa maanlyse Vange.

II
Den Ridder fremiled saa varm og heed
Blandt Bjerge og Fjelde,
Lorinde saa ængstligen Hænderne vreed
Og Taarer mon fælde.

III
Da stod de saa høit paa saa skraadt et Fjeld,
Hvor Grantræet suser,
I dyben Afgrund det kogende Væld
Saa skummende bruser:

IV
O siig, du Skjønne, saa faur og fiin!
Hvad om dig lystes
I Vovernes skummende Brudeliin
Af Klippen at krystes?

V
Hvad om du vil flye og ei nævne mit Navn
For Mand eller Qvinde,
Hvadenten du vil i Afgrundens Favn
En Brudgom dig vinde?

VI
Da knæled Lorinde for Ridderens Fod
Paa Fjeldet det øde:
O Bruno! hvi tørster du efter mit Blod
Og hvad er min Brøde?

VII
Jeg var en Pige uskyldig og fro,
Du bad om mit Hjerte;
Jeg gav dig min Haand, men du lønned min Tro
Med grusomste Smerte.

VIII
Og nu du forlanger, jeg flye skal forladt,
Til Skjændsel og Skamme,
Med Barn under Hjertet i bælmørke Nat –
Men Gud vil dig ramme!

IX
Nei aldrig mere du flygte nu skal,
Saa raabte den Ridder,
Dernede den kantede Steen og Koral
Alt ventende sidder.

X
Ha! snart skal nedstyrte fra Fjeld og til Fjeld
De knusede Bene,
Og snart skal du sukke i skummende Væld
Saa blodig og ene!

XI
Saa styrted han hende blandt Klipperne ned
I rædsomme Harme;
Vildt stirrede han over Afgrunden bred
Med sænkede Arme.

XII
Da visked han Sveden af Panden bort
Og hurtig bortiled;
Ei før han naaede Borgens Port
Den Riddersmand hviled. –

XIII
Paa Borgen boede ung Fulda, saa mild
Med Terner og Svende,
Og Bruno længe med blussende Ild,
Kun elskede hende.

XIV
Mod hendes Sol, en Maane var kun
Den blege Lorinde;
Mens Maanen dæmred i natlige Stund
Ei Sol kunde skinne. –

XV
Derfor han sin Viv nedstyrted saa brat
Den Bjergtrold at gjæste,
Saa iled han hurtig i bælmørke Nat
Ung Fulda at fæste.

XVI
Da Solen stod høit, i hvælved Capel
Da Bryllup mon stande,
De Riddersmænd ønsked ham alle godt Hæld
Og Lykke for sande.

XVII
Med Kjerte lyses det Brudepar
I prægtige Kammer,
Saa sælsom i Sind Ridder Bruno var –
Samvittighed rammer. –

XVIII
Da Midnatsklokken paa Taarnet slog
Sig Døren oplukked,
En iiskold Haand om Panden ham tog,
Tre Gange det sukked. –

XIX
I ængstlige Drømme ung Fulda laae
Og Sukkene hørte,
Sin Arm hun monne om Ridderen slaae –
Han ikke sig rørte. –

XX
Hun følte paa ham, saa kold var hans Kind. –
Saa ængstlig og bange
Hun kaldte; og Tjenere styrtede ind
Med Fakler saa mange. –

XXI
Med Fakler de monne for Brudeseng staae
Og Flammen den lyste;
Da Bruno iiskold og stivnet laae; –
Hver Riddersvend gyste. –

XXII
Ung Fulda sad som en udhugget Steen
Paa Bolstrene bløde,
En Rædsel foer gjennem Marv og Been.
Af Skrækken hun døde. –

XXIII
Da flygtede alle saa ræd i Sind; –
Og hæslig nu tuder
Om Midnat, Stormene ud og ind
Af brustene Ruder. –

We will be happy to hear your thoughts

Leave a reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Best Selling BooksGrab Now!
+ +