Bondepigen by Emil Aarestrup

Deal Score0

Jeg bar en Foraarsmorgen
Min Mælkespand og sang;
De vilde Rosenhækker
Ud over Vandet hang.

Da kom Baronens Jæger
Fra Skoven med sin Hund;
Han bad om lidt at drikke,
Jeg sagde: drik Du kun!

Den Jæger drak begjærlig
Og alt imellem saae
Hans Øine over Spanden –
Paa mig hans Øine saae!

Det er just ikke artigt
At see paa Folk saa stift;
I Øiet kan man have,
Jeg troer ved Gud, lidt Gift!

Thi neppe var han borte
Før næsten syg jeg blev,
I Tanker sad, og sukked,
Og Græs af Jorden rev.

En andengang i Lunden
Jeg plukked’ Jordbær smaae;
Jeg havde nogle fundet,
De i et Kaalblad laae.

Da klang et Horn i Skoven,
Sig Busken skilte ad –
Det var den unge Jæger,
Tænk, om et Kys han bad.

Der har Du disse Jordbær,
Saa søde — sagde jeg –
Men kysse — ak, Hr. Jæger,
Saavist, det tør jeg ei.

Saa gik jeg hjem til Hytten,
Og tænkte, tænkte — ak,
Skal man da altid tænke?
Det er kun Folkesnak!

Det var som om jeg drømte
Og hørte sød Musik,
Alle de røde Blomster
De hilste med et Nik.

Forleden Dag jeg rysted
Mit smukke Æbletræ,
Da rasled det i Gjærdet
Og i det grønne Læ.

Forskrækket jeg mig vendte –
Den Jæger for mig stod,
Og bad og saae saa ærligt –
Han er vist grumme god!

Taus gav jeg ham et Æble,
Som om jeg reent var stum.
Man er dog undertiden
En Smule altfor dum!

Hvad just han vil med Kysset,
Min Tro, det veed jeg ei;
Men hvorfor skal man altid
Og altid sige Nei?

Hvis han nu atter kommer?
Det er dog ei saa let –
Hvad skal jeg saa vel gjøre?
Jeg troer jeg gier ham det!

We will be happy to hear your thoughts

Leave a reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Best Selling BooksGrab Now!
+ +